Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Spændende og barsk roman om at forlade sit udsigtsløse liv og sætte alt på spil for at søge sig en fremtid. Henvender sig i indhold og handling til gode læsere fra 14 år

Beskrivelse

Ny roman af Martin Petersen og den første siden Kongen der sendte paven en fugl (08/51). Den starter i den fiktive slumby Sugartown, hvor 17-årige Dawn bor med familie og venner. Uden penge, uden mad og med dårligt betalt arbejde. Dawn og veninden Didi drømmer om "den hvide verden". De forlader det udsigtsløse liv i Sugartown og med lidt tøj, tandbørste, deodorant og mobiltelefon, begiver de sig på den livsfarlige rejse på lastbil og med båd til storbyen City for at søge uddannelse og arbejde, så de kan sende penge hjem til familien. Forgældede efter rejsen må de klare sig igennem med usle jobs og forsøge at styre uden om sexhandel, vold og kriminalitet. Det er ikke let og Dawn må vælge en radikal udvej. Historien er skrevet i en billedskabende stil og med god personkarakteristik. Teksten er overskueligt og dialogpræget, handlingen struktureret i 4 dele og i øvrigt inddelt i fortløbende kapitler. Forsidebillede og bagsidetekst giver indtryk af stemning og indhold

Sammenligning

Bogen 70 mil til paradis (12/25) af Robert Klement, har et lignende tema, men ellers er der ikke meget til målgruppen

Samlet konklusion

Spændende og barsk roman om at forlade sit udsigtsløse liv og sætte alt på spil for at søge sig en fremtid. Billedskabende stil og god personkarakteristik