Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til inspiration for ledere

Beskrivelse

Bogen er det andet bud i en ny serie High performance serien, hvor omdrejningspunktet efter forlagets oplysninger er "menneskers udfoldelse og præstation med fokus på ledelse, motivation og viljen til at gøre sig umage". Kasper Holtens hovedbudskab er, at det at forføre andre mennesker er det primære fokus i al ledelse. Forførelse forstået på den måde, at man skal bibringe medarbejdere meningen, og at autenticiteten og passionen er de vigtigste ledelsesredskaber. En leder er nødt til at have karisma, at kunne opbygge tillid og at udstikke retningen. I det korte perspektiv og i sandhedens øjeblik er lederen overflødig, men på den lange bane ville alt falde sammen uden ledelse. Bogen er et langt interview med Holten, og han reflekterer også over, hvorvidt det at lede inden for den kunstneriske branche er anderledes end anden ledelse, og hvordan begrænsninger i tid og økonomi kan være frisættende. Den giver et meget ærligt og åbenhjertigt bud på det at være leder - den uundgåelige ensomhed i jobbet, den nødvendige evne til at læse mennesker og at kunne se den enkeltes særegenhed og behov for ledelse

Sammenligning

Også det første bind i serien Kolind :Bevægelsen, 2013 bringer passionen ind i en ledelseskontekst

Samlet konklusion

En kort, inspirerende og velskrevet bog med et meget personligt bud på god ledelse