Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

For 8. gang kan læsere af danske krimier få fornøjelsen af opdager Louise Rick, der nu arbejder i Eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi. Der vil være mange læsere til denne gedigne og underholdende krimi, der lanceres som et selvstændigt bind. Jeg vil dog anbefale, at man læser bindene i rækkefølge i forhold til Louises udvikling

Beskrivelse

Efter en længere sygemelding er Louise Rick tilbage på arbejde og får en sag om en forsvunden 15-årig på hendes hjemegn. Sune viser sig ikke at være forsvundet, men skjuler sig i skoven for at undgå den yderligtgående og farlige kreds af asatroende mænd, som hans far tilhører. Omkring disse mænd er der gennem årene trukket spor af trusler, vold og det, der er værre, men ingen i det lille samfund har turdet sætte sig op mod dem. Louise, hendes makker og vistnok kæreste og hendes veninde Camilla finder efterhånden ud af, hvad der er op og ned i den grimme sag. De personlige omkostninger er store, især for den unge Sune og for Louise, som endelig kan forlige sig med traumatiske begivenheder i sin egen ungdom. Dødesporet er en elementært spændende krimi skrevet i et ligefremt sprog og med udmærkede personskildringer

Sammenligning

Sara Blædel (f. 1964) kan sammenlignes med krimiforfattere som fx Elsebeth Egholm, Mari Jungstedt og Camilla Läckberg, hvad angår popularitet og udbredelse, ligesom hendes bøger kan anvendes på linje med disses

Samlet konklusion

Sara Blædels 8. krimi er en af hendes bedste. Underholdende og spændende, som den er, bliver den en sællert på alle biblioteker