Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Erindringsværket er en klassiker i europæisk litteratur og bidrager i høj grad til forståelsen af tiden og tidsånden fra omkring 1900 til begyndelsen af 2. verdenskrig. Den kan læses som erindring, som historie og som et litterært hovedværk af den kendte forfatter

Beskrivelse

Den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) blev født i Wien i en velhavende jødisk familie. Han var en intellektuel forfatter og pacifist af borgerlig observans. Via sine rejser og ophold rundt om i verden kom han til at kende mange af tidens førende intellektuelle. Erindringerne, der er skrevet under landflygtigheden i Brasilien i begyndelsen af 1940'erne, beskriver opvæksten i Wien før 1. verdenskrig, den politisk usikre mellemkrigstid og tiden efter Hitler, hvor han søgte tilflugt i bl.a. England. Bogen giver et sjældent, personligt indblik i tidens vigtigste kulturelle og politiske strømninger. Stefan Zweig begik selvmord i 1942. Et formfuldendt sprog gør det til en betagende læseoplevelse. Bogen er nyoversat til et flydende dansk med forord af Peter Tudvad

Sammenligning

Bogen har tidligere været oversat af Helge Kjærgaard i en ældre retskrivning og er kommet i flere udgaver, senest i 2002. Klaus Manns Vendepunktet og Elias Canettis erindringstrilogi har samme litterære kvaliteter

Samlet konklusion

Den østrigske forfatter, der repræsenterede den borgerlige intellektuelle verden i første halvdel af 1900-tallet, var et vigtigt øjenvidne til centrale begivenheder i Europas historie. En klassiker, der fortjener stor udbredelse