Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den smukke forside vil tiltrække læsere, der holder af historiske romaner. Bogen kan også formidles som en letlæst introduktion til Marie Antoinettes liv og den franske revolution

Beskrivelse

Erickson er historiker og har tidligere skrevet flere biografier om kvindelige, historiske skikkelser. I 2010 udkom romanen Zarinaens datter på dansk og med Marie Antoinettes hemmelige dagbog udkommer således også Ericksons første historiske roman på dansk. Vi kender Marie Antoinette som den naive og nydelsessyge dronning, som brugte formuer på kjoler, mens det franske folk sultede. I denne bog forsøger Erickson, gennem brug af dagbogsform, at vise en anden og mere tiltalende Marie Antoinette, som vi følger fra barndommen i Østrig til hendes sidste år under den franske revolution og det endelige møde med guillotinen. Marie Antoinette blev beskyldt for at være overfladisk, og det kan denne bog også synes at være. Karaktererne er unuancerede og forfatteren forholder sig ret frit til historiske fakta, men bogen er letlæst og underholdende

Sammenligning

Der findes flere bøger om Marie Antoinette, både biografier og historiske romaner. Naslunds Marie-Antoinette, 2006, kan anbefales til dem, der ønsker et mere uddybende og historisk korrekt værk. Philippa Gregorys romaner, der også tager udgangspunkt i kvindelige, historiske skikkelser, kan ligeledes anbefales til målgruppen

Samlet konklusion

Letlæst og underholdende historisk roman, som vil glæde læsere, der ikke har behov for stor dybde og historisk nøjagtighed