Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

Romanen er tredje del af serien Elsker, elsker ikke, der beskriver fire pigers første møde med den svære kærlighed. Serien er efterspurgt af de 11-14-årige piger

Beskrivelse

Forfatteren er velkendt for sine mange velskrevne serier. I dette bind er Ella, netop startet i ottende, hovedperson. Jonas, hendes veninde Sofies bror, går i samme klasse og bor hos Ella og hendes forældre, fordi han har problemer med sin strenge far. Ellas forelskelse udvikler sig. Men det er ikke uproblematisk. Kan Jonas overhovedet lide hende? Da Ella følger efter Jonas, opdager hun, at han er med i en bande, der holder til i centret. En nat spørger Jonas om han må sove i hendes seng. Forelskelsen er gensidig, men de skilles brat da Ellas mor opdager dem i samme seng. Ella er som de øvrige personer troværdigt beskrevet. Teksten er velskrevet og Ella fortæller, så læserne lever med i hendes tvivl og følelser, og de vil let kunne genkende de voldsomme følelser, usikkerheden og op- og nedture som Ella gennemlever, også i forhold til forældrene. Teksten er sat i en stor, åben sats. Forsidens layout viser, at bogen er en del af serien, bagsideteksten er en fin appetitvækker

Sammenligning

Bindet fungerer lige så godt som de forrige i serien. Camilla Wandahls Veninder for altid, der også har hver sin hovedperson, er til samme målgruppe

Samlet konklusion

Det er en velskrevet bog til især piger, der udover at beskrive den vanskelige første kærlighed, viser en pige i udvikling og en jævnaldrende dreng med problemer