Lektørudtalelse

Forfatter: Alma Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen rammer bredt med sin underholdende tilgang og tone og sit interessante stof, selvom den vel i første omgang er tiltænkt medarbejdere og ledere på arbejdspladser, som oplever eller har oplevet en psykopat med lederansvar

Beskrivelse

Sanne Udsen er cand.polit. og forfatter til bl.a. Stein og drømmefabrikken, 2009, og Psykopater i jakkesæt, 2. udg. 2010, så det er en forfatter på hjemmebane, der her fortsætter i sit spor nu med parasitter i habit, som i virkeligheden er den samme type som psykopaterne i jakkesæt, og jeg synes, det er en god idé at kalde dem et skældsord som parasit og ikke en psykiatrisk diagnose. Men i bogen er det stadig psykopater, der tales om. Udsen indleder ved at gennemgå 11 spilleregler, som gælder på (stort set) enhver dansk arbejdsplads. Det er spilleregler, der gradbøjes i en vis udstrækning overalt, men parasitterne overholder dem overhovedet ikke. Men ellers fortsætter hun med at identificere psykopatien, finde ud af, hvad fordelene ved psykopati kunne være, at vi andre fx godt kunne lære noget af dem. Samt hvad man kan gøre for slet ikke at få dem ind i virksomheden, og, hvis skaden er sket, hvordan man slipper af med dem. Bogen er fuld af anonyme og navngivne eksempler. Meget interessant læsning

Sammenligning

Udover forfatterens tidligere bog om giftige chefer findes Forklædt : pæne psykopater og deres ofre, 2. udg. 2010

Samlet konklusion

Bogen vil som forfatterens tidligere bøger gå rent ind hos publikum, for psykopatien er endnu ikke udryddet på chefgangene