Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Anvendelse/målgruppe/niveau

Unge og voksne, som allerede er fans af Serpina vil glubsk kaste sig over de 2 nye og afsluttende bind i serien Klintespind. Til unge fra 13 år og voksne fantasy-læsere, men også til interesserede i nordisk mytologi

Beskrivelse

Helle Rydings første bog om Serpina vakte fortjent opmærksomhed som en utroligt vellykket dansk/nordisk fantasyroman. Nu afsluttes serien med bind 2 og 3 som udkommer samtidigt. Ulvepige fortsætter uden omsvøb, hvor 1. del af serien brat sluttede. Klintekongen er spærret inde i Kongsbjerget og Serpina må sammen med Noatan rejse ud for at standse den onde troldmand, alt imens deres umulige kærlighed spirer. I Månebarn går det op for dem, at troldmanden har narret Serpinas søster, og parret må igennem mange prøvelser for at befri Undinen og befolkningen i begge deres hjemlande. Månebarn indledes med en gengivelse af den sidste side i Ulvepige. Lidt unyttigt da læseren vil springe direkte fra bind 2 til 3. Begge bind holder stilen smukt, tempoet er højt og mens sproget er ligetil, vikles læseren ind i universet og de levende personbeskrivelser. Begge forsider er igen indbydende illustreret og sigende for indholdet

Sammenligning

En fantasy-serie af allerhøjeste kvalitet, som af en ung anmelder bliver beskrevet som Harry Potters danske tronfølger. Bøgerne kan sammenlignes med Lene Kaaberbøls bøger og Johanne Hildebrandts Sagaen om Valhalla

Samlet konklusion

2 fantastiske bind i serien om Klintekongens datter, som afslutter trilogien om Serpina. En læseoplevelse af høj kvalitet