Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For den alment interesserede i klassisk musik er denne bog meget anbefalelsesværdig, og den giver et solidt overblik over Wagners liv og værk og alt det, eftertiden har ment og mener om hans kontroversielle musikværker

Beskrivelse

Jakob Levinsen kender vi på bibliotekerne som en meget dygtig formidler af klassisk musik, fx hans Den store musik, hvori der også er et afsnit om Richard Wagner, der er emnet for hans nye bog. Anledningen er selvfølgelig 200-året for Wagners fødsel den 22. maj 1813 - et par uger efter vores egen Kierkegaard. Bogens ti kapitler giver en krologisk gennemgang af Wagners liv, og samtidigt introduceres hans 13 operaer med nogle spændende og aktuelle kommentarer og fortolkningsmuligheder, der peger på, hvorfor operaerne fortsat er en stor kilde til inspiration. Wagner slægtningenes forvaltning af komponistens musik, som jo især i tiden før og under 2. verdenskrig blev sat i nær forbindelse med nazisterne, fortæller Levinsen også interessant om sidst i bogen, som han slutter med en relevant oversigt over standardværkerne i forskningen i Wagner

Sammenligning

Jakob Levinsens nye bog vil være det naturlige førstevalg for den Wagnerinteresserede låner, der efterfølgende kan fortsætte med Henrik Nebelongs mere detaljerede biografi. Berry Millingtons netop udsendte Wagnerbiografi er rig på farveillustrationer

Samlet konklusion

En særdeles velskrevet introduktion til Richard Wagner, og den kan anvendes bredt til alle musikinteresserede