Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

For biografilæsere, der søger den personlige historie. Oplagt til hylden med bøger fra virkelighedens verden

Beskrivelse

Autentisk og hudløs biografisk skildring af livet efter, at lynet helt konkret slår ned. Den tidligere kriminalassistent Lars Bedsted Gommesen (f.1949) er 22. oktober 2006 på løbetur nær sit hjem ved Oksbøl. Han rammes af et lyn og kastes af trykbølgen 47 meter væk fra nedslagsstedet. Som et mirakel overlever han lynnedslaget, men det efterfølgende pres fra det sociale systems bureaukrati, er paradoksalt næsten sværere at stå imod. Biografien fortæller om en årelang kamp for at få anerkendt de skader, lynet forårsager på såvel krop som sjæl. En kamp ærligt og modigt dokumenteret i bogen via journaler og speciallægeerklæringer, dokumenter fra jobkonsulenter, psykologer og fagforbund. Blot et enkelt citat fra bogen vidner om skræmmende afmagt: "Det gik endegyldigt op for mig, at jeg stod alene. Med ulykken. Symptomerne og skaderne... Ingen troede på mig. Ingen vidste noget om lynnedslags virkning på en menneskekrop. Jeg var presset endnu længere ud i ingenmandsland." Sagen om kriminalassistenten og lynet er også emne for tv-dokumentaren "Med livet i hænderne"

Sammenligning

Kan sammenlignes med andre velskrevne skildringer om kampen for at komme tilbage til livet fx To kaffe og en staveplade af Anne Meiniche

Samlet konklusion

Sympatisk og velskrevet skildring af menneskelig afmagt født i det sociale bureaukrati. Læsere på de fleste biblioteker