Lektørudtalelse

Forfatter: Tove Delica

Anvendelse/målgruppe/niveau

2.del i serien, der begyndte med Mig og Alexander om 4 pigers første møde med den svære kærlighed for 11-14-årige piger

Beskrivelse

Forfatteren er rutineret og har skrevet flere andre populære serier. Hovedpersonen Ida har aldrig rigtigt været forelsket, men vil gerne og lader sig overtale til at blive kæreste med Alexander uden den store passion. En dag møder hun Marco, som svarer præcis til prinsen fra hendes drømme, og hun falder pladask for ham. Desværre får hendes livlige fantasi hende til at lyve om næsten alt: hendes far, hendes hund, hendes tidligere liv og - altså også om, at hun ikke har en kæreste. Veninden Sofie er derimod vild med Alexander, og hende lyver hun også for. Det går selvfølgelig galt, og hendes verden styrter sammen, indtil trådene redes ud til sidst. Historien er letflydende og velskrevet i jeg-form og med god identifikations mulighed for læserne. De vil nemt kunne genkende op- og nedturene, usikkerheden og de voldsomme følelser, der hører alderen til. Forsiden er sød og lidt flippet og skal nok tiltrække pigerne

Sammenligning

En god sammenligning kunne være Camilla Wandahls serie Veninder for altid, der også har hver sin hovedperson

Samlet konklusion

God, velskrevet og troværdig beskrivelse af den helt unge piges første møde med den svære kærlighed