Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Aldeles udmærket dansk krimi, som med sin spændende handling og sin aparte og egentlig ganske charmerende hovedperson vil holde læsere af hårdkogte og barske krimier fast fra første til sidste side

Beskrivelse

For tredje gang stifter vi bekendtskab med den egenrådige og handlekraftige retsmediciner Maria Krause fra Odense. Hendes højtelskede kollega Lille John har begået selvmord, mener politiet. Eller er det en sexleg, som er gået galt? Maria mener ingen af delene, men at John er blevet dræbt, og i hemmelighed indleder hun sin egen efterforskning. Med uortodokse metoder, som afgjort ikke tåler dagens lys, kommer hun vidt omkring og opklarer faktisk de artige sager, der er overgået Lille John. Maria er en sammensat personlighed, som støder folk fra sig, og et par kolleger har hun et mere end problematisk forhold til. Hun opfører sig i den grad grænseoverskridende, men man kommer til at holde af hende, og Helt til grænsen er en velsmurt, hårdkogt og galgenhumoristisk krimi, som kan læses bredt - dog ikke af de sarteste sjæle

Sammenligning

Tredje og sidste del i Susanne Stauns (f. 1957) trilogi om retsmedicineren Maria Kruse. Læst alene fungerer Helt til grænsen udmærket, og læst samlet overgår trilogien Patricia P. Cornwells efterhånden alt for lange serie om retsmedicineren Kay Scarpetta

Samlet konklusion

Tredje og sidste del i krimitrilogien om den specielle danske retsmediciner Maria Krause. Den er spændende og velfungerende og kan i den grad anbefales, også selv om man eventuelt ikke har læst forgængerne