Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

2. del i serien Den magiske bog. 1. del, Kærlighedsdukkerne, er lige udkommet. Nye læsere kan godt begynde her, men det er en fordel at læse bøgerne i rækkefølge. Serien henvender sig til piger fra 11-14 år

Beskrivelse

De tre veninder Cecilie (fortælleren), Helena og Julie, er alle tre forelskede i Kasper fra klassen. Helena og Julie skal på spændende sommerferier, men Cecilie skal desværre ikke noget i ferien. Det viser sig, at Kasper også er hjemme i ferien, og han lærer Cecilie at skate, og de er sammen - som venner - det meste af ferien. Da de to andre veninder kommer hjem, er det imidlertid ikke så nemt længere. Cecilie har en magisk bog med små formularer, som kan hjælpe med bl.a. kærligheden, men det går ikke altid efter planen. Cecilie tror selv på brugen af de magiske formularer, men bogen er ikke overnaturlig. Bogen har en åben slutning, som lægger op til flere bind. Forfatterne er Anne-Marie Donslund og Inez Gavilanes, og sidstnævnte har også illustreret bogens indbydende forside samt små vignetter til hvert kapitel. AMD har skrevet flere andre bøger for børn og unge, mens IG ikke har skrevet andre bøger. Teksten er skrevet med forholdsvis store typer og er letlæst, i et moderne sprog

Sammenligning

Serien henvender sig til samme målgruppe som fx Wandahls serie Veninder for altid

Samlet konklusion

Fremragende 2. del i en serie, som nok skal begejstre rigtig mange piger i målgruppen, med sin blanding af kærlighed, venskab og magi