Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til de læsere, der gerne vil læse historiske romaner om almindelige mennesker liv. I denne roman er vi helt nede på samfundets bund og læser om livet på et af landets fattiggårde omkring år 1900

Beskrivelse

Signe og Jens Peter er lykkelige. De har overtaget hans fars gård og venter deres første barn. Desværre er gården dybt forgældet, og for at redde gården må de bortadoptere deres nyfødte søn, så Signe kan være amme for den rige købmandskone. Men købmandsparret snyder det unge par, som herefter ender på fattiggården. 20 år senere lever Signe og Jens Peter stadig på fattiggården sammen med Mette, den yngste af deres to døtre. Det er et hårdt liv, men Signe finder glæde i, at hendes døtre kommer væk fra fattiggården og får et bedre liv. Snart indhenter fortiden dog dem alle, da deres ældste datter, Anne Marie, som arbejder på det nærliggende slot, forelsker sig i sin ukendte bror og bliver gravid. Bogen bygger på en virkelig historie fra Østjylland

Sammenligning

Andre bud på romaner omhandlende samme tidsperiode og hverdagslivet for befolkningen på landet kunne være Ove Madsens Enhver svare sit, 2012 og Winni Østergaards trilogi om Helvig

Samlet konklusion

Bogen er en gribende fortælling om livet på en fattiggård og om livet for over 100 år siden set i lyset af flere kvindeskæbner. Man føler virkelig med bogens personer, og heldigvis bærer historien hele vejen igennem et glimt af håb om retfærdighed