Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Elementært spændende bog om noget af det værste, der kan overgå forældre: At nogen vil deres børn ondt. Spændingskurven er jævn og stiger ubehageligt mod slutningen, selv om man som læser ikke et sekund er i tvivl om, i hvilken retning det hele vil gå

Beskrivelse

Jack og Melissa lever et lykkeligt liv med deres 9 måneder gamle adoptivdatter Angelina i en forstad til Denver. Med et bliver harmonien ødelagt, da den biologiske far, Garrett, der aldrig har underskrevet adoptionspapirerne, forlanger at få barnet. Han er en dysfunktionel og åbenlyst psykopatisk teenager, men hans velhavende og indflydelsesrige far, Moreland, er dommer og rager gang på gang kastanjerne ud af ilden. Jack og Melissa får 3 uger, inden Angelina skal overdrages til den biologiske far, og forsøger med alle midler at forhindre katastrofen. Sammen med gode venner, bl.a. en politimand, forsøger de at finde noget kompromitterende på Garrett og Moreland. De får gravet adskillige rigtig grimme ting frem, men ikke noget, som vil kunne holde i retten. Først til allersidst tilsmiler lykken de gode og uskyldige, og de onde får som fortjent. En velfungerende og underholdende spændingsroman, som dog ikke for alvor overrasker eller ødelægger nattesøvnen

Sammenligning

Coben, Connelly, Parker og Sandford er alle forfattere, som er på linje med C.J. Box

Samlet konklusion

Effektiv spændingsunderholdning, som der ikke er noget nyskabende over, men den fungerer effektivt og appellerer til læsere af amerikanske spændingsromaner med et twist af krimi og psykologisk drama