Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Første del i ny serie i den paranormale genre, og også i dette tilfælde skal læserne findes blandt piger fra 13 år. Forsidens smukke indianerpige med de brændende øjne sælger bogen godt

Beskrivelse

Netop som jeg troede, genren ikke kunne fornys mere, overrasker den canadiske forfatter med en helt ny vinkel. Stedet er en lille medicinsk forskerby, bogens fortæller er teenageren Maya, som er adoptivbarn af hopi-afstamning. Omkring hende er rare forældre, naturen, dyr og et trygt miljø. Eller? Veninden Serena er druknet på mystisk vis, tilflytteren Rafe og hans søster virker underlige, og hvorfor render der en journalist rundt og udspørger byens unge? Mærkelige ting begynder at ske, skovbrande rykker tættere og tættere på, og en gammel indianerkvinde kalder Maya en heks og dyregænger, da hun ser hendes underlige poteformede modermærke. Bogen lægger mange spor og uopklarede spørgsmål ud, som jeg personligt glæder mig til at få opklaret i de næste bind. Bogen kaldes en selvstændig fortsættelse af trilogien Mørkets kræfter, men jeg synes langt bedre om denne her, som er velskrevet, anderledes og spændende

Sammenligning

Bogen falder lidt uden for de andre i den store paranormale/dark fantasy genre, fordi her hverken er varulve, zombier eller spøgelser med. Men den vil blive læst af samme fanskare

Samlet konklusion

Som allerede sagt en velskrevet og spændende historie, hvor naturen, indiansk tradition og dyresyn er en vigtig medspiller, og så synes jeg godt om de sympatiske hovedpersoner