Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Hyggelig underholdning med kærlighed og svære beslutninger, der ikke vil skuffe forfatterens og genrens mange læsere

Beskrivelse

Amerikanske Steel er jo nærmest et brand, og denne bog er blandt hendes mest vellykkede. 3 personer har fødselsdag samme dag, og over det næste år forandres deres liv fuldstændigt. Succesfulde og forfængelige Valerie Wyatt er pinligt berørt over at blive 60. Hendes datter April fylder 30 og arbejder i døgndrift på sin lækre restaurant. En engangsaffære med den familietraumatiserede madanmelder Mike får uventede følger. Jack Adams, storforbruger af unge kvinder, fylder 50 og indleder et venskab med Valerie. Selv om der trædes vande midtvejs, og slutningen kan forudsiges efter få sider, er man godt underholdt undervejs af drama og romantik samt overvejelser om ungdomsdyrkelse, familieforhold og om at få barn uden en mand

Sammenligning

Bogen placerer sig i toppen af Steels forfatterskab, som er ret svingende i kvalitet. Temaet om at vælge at få et barn uanset om faren ønsker at medvirke brugte hun også i Hjertebanken

Samlet konklusion

Populære Steel når hun er bedst. Trivi med indhold, selv om personskildringen ikke er så dyb. 4 succesfulde erhvervsdrivende finder endelig plads til kærligheden. April bliver ved et uheld gravid med Mike, der ikke ønsker et barn. Hendes mor fylder 60 og lyver sig yngre. Forføreren Jack indser, at voksen kærlighed er bedre end et hav af villige unge damer. Undervejs er der diskussion om familielivsformer, singlemødre og ungdomsdyrkelse