Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

Primært til folk, der har interesse for Ulrik Wilbek som person, og som har hørt nogle af hans mange foredrag

Beskrivelse

Ulrik Wilbek er blevet kendt som en fantastisk lederfigur, der kan få "mennesker til at spille hinanden gode", som han selv siger. I bogen reflekterer han over kunsten at lede, at motivere, at skabe en vinderkultur, et fællesskab, hvor der er plads til forskelligheder. Han skriver om det at rekruttere, skabe de rigtige rammer og opstiller en række forskellige typer af lederprofiler. Han bifalder ikke de mange ledelsesteorier, men beskriver dog meget kort, hvordan han selv i begrænset omfang anvender NLP, coaching, positiv psykologi, men mest af alt intuition og mavefornemmelse. Bogen er velskrevet og kan godt inspirere andre i ledelsesopgaven, omend de fleste har et mere komplekst formål end at vinde en kamp og har andre vilkår end at kunne sætte sit eget hold på alle tidspunkter. Wilbek er ydmyg overfor opgaven, hans megen succes er ikke steget ham til hovedet, han er velskrivende og reflekterende

Sammenligning

Wilbek har skrevet flere bøger. Denne kan indholdsmæssigt bedst sammenlignes med Tro på dig selv : min vej til at udvikle og motivere mennesker, 2. udg., 2007

Samlet konklusion

En lettilgængelig og velskrevet bog om det at lede og motivere mennesker til at præstere deres ypperste