Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Her er en billedbog der kommer ind under huden, sætter tanker i gang og er uundværlig for enhver. En filosofisk billedbog til alle aldre om begrebet ingenting - kan læses og medlæses fra 4-10 år og gerne op til 100 år

Beskrivelse

Smuk, anderledes og eftertænksom er denne billedbog af illustrator og forfatter, som ikke har arbejdet sammen tidligere. Illustratoren HB har lavet mange fantastiske smukke billedbogsværker, og her giver hendes udtryksfulde og særegne illustrationer og forfatterens poetiske tekst sammen et lille forunderligt værk. Tekst og illustrationer spiller sammen på en helt unik måde. Forfatteren har været medforfatter på Abildstrøms bøger, bl.a. Flyvende farmors mirakuløse myggestik, 2010 og står bag tre voksenbøger. Teksten er forholdsvis kort og og på samme tid komprimeret og dejlig mundret. Hvad er ingenting? Kan man se det? Hvor finder man det? Gå på opdagelse i bogen og efter bogens sidste side er læst, så bliv inspireret til at finde ingenting i omgivelserne. Opslagene er på samme tid storslåede, enkle og dybe. En oplagt bog til oplæsning og dialog og også til brug i indskolingen

Sammenligning

Billedbogen giver mindelse til Wolf Erlbruchs illustrationer, men er ellers helt sin egen, og den fortjener sin egen plads på hylder landet over og en formidling til de mindste fra de voksne

Samlet konklusion

En bog der skal åbnes, opleves og tages med - i tankerne og i tasken. Det er kunst, filosofi og charme på kærligt plan. En bog til børn, til voksne og til inspiration til tænksomhed