Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Dette velskrevne portræt af en opvækst i tredivernes Tyskland kan anbefales læsere af gode barn- og ungdomskildringer. Udmærket forside med et fotografi af en smuk ung kvinde med et insisterende blik

Beskrivelse

Romanen foregår i den tyske by Stettin i årene 1931-1942. Vi lærer pigen Madalina at kende som seksårig, hvor hendes hverdag er i opbrud på grund af faderens sygdom og senere død. Hun er den smukke og talentfulde lillesøster, og gennem hendes, søstrenes, moderens og mormoderens oplevelser og iagttagelser tegnes et overbevisende og facetteret billede af Tyskland i årene omkring og efter Hitlers magtovertagelse. Inden for hjemmets fire vægge sker også et og andet med moderens sammenbrud, døtrenes børnehjemsophold og moderens ægteskab med en pilfingret mand. Ved romanens slutning er den unge Madalina i færd med at forlade Tyskland med sin danske mand, så der er basis for en fortsættelse om livet i Danmark. Britta Helbek (født 1950) debuterede i 2010 med romanen Billedskabt

Sammenligning

Godt nok handler Pigen fra Stettin om en opvækst i Tyskland, men der er mindelser til både Birte Blønd og Ester Bocks romaner fra grænselandet og til Lars Johanssons Signe fra 2006

Samlet konklusion

Udmærket og velfortalt skildring af en opvækst i tredivernes Tyskland. Den appellerer muligvis mest til ældre læsere, som selv har et forhold til krigsårene, men yngre kan også sagtens være med