Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Selvom hovedpersonerne er homoseksuelle, er Krakeleringer en universel roman om kærlighed, svigt og døden, som kan læses af en stor målgruppe. Romanen lanceres som en fortælling for alle dem, der har "prøvet at have ondt i kærligheden", og det er en rammende beskrivelse. Romanen kunne indgå i en udstilling om "homoseksualitet" eller "kærlighed på kanten"

Beskrivelse

Handlingen udspiller sig i 1994. Hovedpersonen Jens er frisør i Hesnæs på Falster. Hans gode ven, og tidligere kæreste, Erik er hårdt ramt af AIDS og beslutter sig for at tage sit eget liv. Igennem tilbageblik får vi et indblik i deres forhold, mens vi i romanens nutid nærmer os dagen for begravelsen. Skeletterne vælter ud af skabet, og der tegner sig et billede af Erik som ikke er rosenrødt. Der er utroskab og løgne, men også den lidenskabelige kærlighed. Krakeleringer er en velskrevet og underholdende roman formidlet gennem jeg-fortælleren Jens. På trods af romanens korte omfang kommer forfatteren vidt omkring, og det lykkes ham at binde en fin knude på den rørende fortælling. Handlingen er baseret på forfatteren Knud Heickendorffs eget liv - Knud er selv frisør og bosat med sin mand i Nykøbing F

Sammenligning

Romanen er en fortælling om tab, sygdom, død, svigt og den store kærlighed. Det er forfatterens anden roman, og man bør læse den første, Kvababbelser, som udspiller sig i det københavnske bøssemiljø i 1980'erne

Samlet konklusion

Velskrevet og underholdende roman om at have ondt i kærligheden, som bør stå på de fleste danske folkebiblioteker