Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fans af denne genre med overnaturlige væsner er mange, så denne bog skal nok blive slugt, og sikkert hurtigt! Bogen formidler sig selv, med et flot mystisk omslag. Målgruppen er de 12-16-årige piger

Beskrivelse

Stilen og stemningen fra første bog Født ved midnat, 2011 i serien Shadow Falls fortsætter her. 16-årige Kylie vil finde ud af, hvilke overnaturlige kræfter hun helt præcist har, men får snart vigtigere ting, at tage sig af. Et spøgelse fortæller hende nemlig, at en hun elsker snart vil dø. Som om det ikke var nok, er der også en vampyr på fri fod, og Derek trækker sig væk fra hende. Da varulven Lucas fra Kylies fortid vender tilbage, har hun nok at se til og snart må hun også kæmpe for at forblive i live. Ligesom den første bog er denne skrevet i et flydende og mundret sprog, det er trivi-stil, men på den gode fængende måde. Forfatteren kommer med stærke og nærværende personkarakteristikker, og som læser får man hurtigt et forhold til personerne. Forfatteren beskriver på en fin og følsom måde forholdet mellem Kylie og hendes mor. Det er kærlighed og ungdom kombineret med overnaturlige væsner og mystik

Sammenligning

Bogen vil fænge de læsere, der i forvejen er fortrolige med Tusmørke-serien af Stephenie Meyer og Nattens hus af P.C. Cast og så har bogen den intense stemning fra den danske serie Blodets bånd

Samlet konklusion

Som også bind 1 i serien, er dette 2. bind også super spændende og underholdende, og vil helt sikker fange an hos læserne. Og kom så med bind 3 hurtigt, tak!