Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Askepot i letlæst og lyserød udgave genfortalt meget frit efter Charles Perraults udgave fra det 17. århundrede. Lix 16, fra 9 år/ 3. klasse til læsetræning og frilæsning

Beskrivelse

Omslag i pink med bogstaver og tryllestøv i guld og påsat silkebånd vil uden tvivl fange mange pigers øjne. Piger, der netop har knækket læsekoden. Historien drejer sig om den forsømte pige, hvis far har giftet sig med den onde stedmor. Askepot bliver overset og må være tjener for sine to halvsøstre. Denne "light" version af det grumme eventyr forekommer lidt for sød og nuttet. Askepot vejleder sine to halvsøstre om deres valg af kjole og hat, og når de skal til fest på slottet, er det Askepots opgave at pynte juletræ. Flora er den gode fe, der er gudmor til både Askepot og Tornerose. Lidt unødvendig sammenblanding. Illustrationerne er farverige og understøtter teksten, hvor replikker flere steder er sat i tegneseriebobler. Der er orddeling ved sammensatte ord - men ikke ved lange ord, som kunne være ligeså nødvendigt

Sammenligning

Bogen ligner i layout de øvrige titler i Flachs Læs selv, hvor forfatteren også genfortalte Kejserens nye klæder og Prinsessen på ærten

Samlet konklusion

Piger, der netop har knækket læsekoden, vil synes, at denne farverige bog er sjov at læse. De vil uden tvivl læse denne udgave af Askepot, fordi omslaget er pink med guldtrykte bogstaver og silkebånd som bogmærke i lyserødt