Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Varm familieroman, som foregår i Nigeria. Familien skal gennem mange trængsler, men det er alligevel en feel good roman, som kan læses bredt. Dejlig forside

Beskrivelse

Den 12-årige Blessing og hendes storebror Ezikiel lever en tryg og bekvem tilværelse i et godt kvarter i Lagos, men da forældrene går fra hinanden, bliver de nødt til sammen med moderen at flytte tilbage hendes forældre og deres storfamilie langt ude i Niger Deltaet. Her er ingen moderne bekvemmeligheder, men støv, strømsvigt, beskidt vand, flere hustruer, oprørsbevægelser, overtro, mærkelig mad og olieindustri. Blessing falder efterhånden til og bliver oplært af mormoderen som fødselshjælper, mens den asmatiske og ellers så ambitiøse Ezikiel dropper ud af skolen og tilslutter sig nogle ungdommelige oprørere med katastrofale konsekvenser. Blessing er den veloplagte og lidt naive fortæller, og hun og hendes farverige familie er bestemt et charmerende og underholdende bekendtskab

Sammenligning

Denne roman er engelske Christie Watsons (f. 1976) debut, og umiddelbart minder den mig mest om Aleander McCall Smiths hyggekrimier om damernes detektivbureau. Dog skriver Watson med en mere spids pen, ligesom hun har mere bid og et skarpere blik

Samlet konklusion

Dejlig familieroman, som foregår langt ude på landet i Nigeria. Den er underholdende og charmerende og vil give læsere af farverige romaner fra andre kulturer en god oplevelse. Flot forside, der får romanen ud over rampen