Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den tidligere statsminister Poul Schlüter er stadig kendt og vellidt, og bogen vil appellere til både de politisk interesserede og til biografilæserne

Beskrivelse

Kurt Strand er journalist, kendt fra bl.a. DR2's Deadline. Hans bog om Poul Schlüter har form af ét langt interview med den nu 82-årige, men særdeles åndsfriske, tidligere statsminister. Deres samtale koncentrerer sig om Schlüters lange statsministerperiode fra 1982 til 1993, hvor Schlüter ser tilbage på afgørende situationer under de fire regeringer, hvor han stod i spidsen, og hvor han både venligt og kritisk kommenterer og karakteriserer politiske med- og modspillere. Illustreret med mange og velvalgte fotografier, der er ledsaget af Schlüters personlige kommentarer

Sammenligning

Schlüter har tidligere skrevet om sit liv som politiker og mere privat i På talerstolen, 1998 og Sikken et liv, 1999. Den for nyligt udgivne omfattende biografi om en anden af periodens førende politikere, Thomas Thuras Statsminister Anker Jørgensen, 2011, har samme målgruppe

Samlet konklusion

I samtalebogen med Poul Schlüter, der i mere end 10 år var Danmarks statsminister, får læseren på en underholdende måde et indblik i et nyere stykke politisk danmarkshistorie, og et sympatisk indtryk af politikeren og mennesket Poul Schlüter