Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For læsere af samtalebøger eller bøger om kvindeliv og -problemer, især omkring overgangsalderen. Det er ganske lange samtaler med anonymiserede kvinder, og dermed ingen kendiseffekt. Flere samtaler efterlader et ret nedslående indtryk og vil nok ikke få unge kvinder til at glæde sig til midtlivet, andre er dog mere positive

Beskrivelse

I.L. er kendt for en række bøger om kvinder og seksualitet. Her har hun interviewet 8 anonyme kvinder om deres liv og tanker omkring det at være kvinde i 50-60-års alderen, og især om det at blive mindre attraktiv seksuelt. Nogle er ramt af aldersdiskrimination, bl.a. på arbejdsmarkedet, nogle har det rigtig svært og nogle stortrives. Bogen begynder med den mest triste beretning, der tilmed er meget lang, men det lysner længere henne i bogen, hvor mere positivt stemte kvinder kommer til orde. Samtalerne virker ret minutiøst nedskrevne og suppleres med forfatterens indskudte små refleksioner. Ingen ill., behageligt tryk på halvglittet papir

Sammenligning

Andre samtalebøger og interviews med midaldrende kvinder har normalt et mere positivt fokus end det er tilfældet i flere af disse interviews, og som regel også medvirkende kendisser, fx Trine Sicks Uden alder

Samlet konklusion

Fyldig og dybtgående samtalebog, hvor 8 anonyme kvinder interviewes om livet i 50-60-års alderen. Der er både meget positive og ganske nedslående beretninger, og målgruppen vil være jævnaldrende kvinder samt evt. deres mænd, der vil kunne møde forskellige måder at tackle den snigende alderdom på