Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Tredje og sidste bind i den udmærkede og underholdende romantrilogi om norske udvandrere i Amerika i 1800-tallet. Romanen kan læses uafhængigt af de første bind og henvender sig bredt til læsere af historiske familieromaner

Beskrivelse

Det lille hus på prærien for voksne kombineret med Mobergs Udvandrersaga er en dækkende karakteristik af denne underholdende og interessante roman, som foregår i Amerika i sidste halvdel af 1800-tallet. I Norge forelsker den fattige unge Lasse og den mere velbeslåede Agnes sig i hinanden, men de kan ikke få hinanden. Ved en fejltagelse kommer Lasse ud i noget skidt og flygter til Amerika, og inden længe rejser Agnes efter ham. Han ved ikke, at hun er kommet til Amerika, og hun kan ikke finde ham, så der går mange dramatiske år, før Lasse og Agnes ved et tilfælde atter genforenes. Kærlighed, jalousi, misundelse, drab, fattigdom og nybyggerliv er nogle af de farverige ingredienser i Det forjættede land, som kan læses bredt

Sammenligning

Første bind i trilogien om udvandringen til Amerika, Drømmen om Amerika, udkom i 2007 og andet bind, Guldfeber, i 2009. Herudover har Toril Brekke (f. 1949) bl.a. også skrevet de meget læste romaner fra Norge i 1800-tallet: Sara, 2002 og Brosten, 2004

Samlet konklusion

Sidste, selvstændige bind i Brekkes underholdende, udmærkede og bredt anvendelige romantrilogi om norske emigranter og deres slidsomme og dramatiske år i Amerika i 1800-tallet