Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Søndergaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Sjov roman om drenges seksualitet for unge fra 12 år, som er en selvstændig fortsættelse af Kærlighed ved første klik, 2006. I et hæsblæsende tempo fortsætter den 15-årige sin fortælling om livets udfordringer især med kærlighed, sex, fester og alkohol

Beskrivelse

I Kærlighed ved første klik, 2006 begyndte historien fra en computernørds website fortalt i netslang om netdating og første møde med piger. Her fortsætter han i samme uhøjtidelige selvironiske stil. Nørden fortæller i overfrisk slangsprog i en weblog om happy sex med Vippe fra Bøgelunde Efterskole. Om jalousi, som indebærer en "pause" i forholdet, hvor han desperat og lige efter sidste skoledag i 9. klasse tager på sex-festival på Sunny Beach og bagefter på overlevelsestrip til Roskilde Festival. Godt men ret så usandsynligt nået af en 15-årig samme sommer, som hans forældre bliver skilt. Bogen slutter med genforeningen med Vippe, med planer om at rejse og flytte sammen

Sammenligning

Palle Petersen har i mange år skrevet mange bøger, men kun få, der handler om unge drenges seksualitet og følelser. I Eksamensfeber, 1984 og Konkurrencen, 1985 beskrev han datidens ungdomskvaler. I de to nye ungdomsbøger beskriver han nutidens hektiske identitetsdannelse. Men der er flere steder fx i sproget og personbeskrivelserne, at de virker ældre

Samlet konklusion

Sjov roman, som uden at ramme helt plet i forhold til målgruppen sagtens vil kunne finde sine læsere blandt drenge fra 12 år, der drømmer om sex, fester og kærlighed