Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til læsere der ønsker indblik bag Mandelas person

Beskrivelse

Mandela (NM) behøver ingen nærmere præsentation som historisk ikon og Sydafrikas første præsident efter 27 års fangenskab under apartheidstyret. Bogen har til hensigt i fortsættelse af selvbiografien Vejen til frihed at portrættere manden bag det offentlige image gennem udkast til breve, erindringsfragmenter, dagbogsklip og notater til enten taler eller om fx blodtryk, vægt og drømme. Bogen bygger i det væsentligste på 4 materialer: fængselsbrevene, båndoptagelser af samtaler, notesbøger og NM's kladde til fortsættelse af Vejen til frihed med titlen Årene som præsident. Udvalget af kildetekster er opbygget kronologisk fra hovedtemaerne i NM's overvejelser og er opdelt i: Pastorale, Drama, Epos og Tragikomedie inspireret af filosofkejseren Marcus Aurelius' bog fra 2. årh. Konceptet lyder fragmentarisk og en smule ustruktureret, og det er bogen sådan set også. Men fremstillingen giver - læst i bidder af en ihærdig læser - et udmærket indblik bag personen, ligesom mange af notaterne giver en indsigtsfuld forståelse for NM's storhed. Ill. med s/h fotos og gengivelse af kildeteksterne

Sammenligning

Andre erindringer af Mandela er: Vejen til frihed. Decideret biografi er: Mandela : det autoriserede portræt

Samlet konklusion

En fragmentarisk biografi sammenstykket af primære kildetekster efter Mandelas samtaler, kalendernotater og kladder til breve samt tanker fra fx fængselsopholdet. Alt sammen med den hensigt at vise mennesket bag Mandelas image