Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Anvendelse/målgruppe/niveau

Måske årets roman for yndere af feel-good-genren med alvorlige undertoner. Omslagets små snapshots skal nok pirre nysgerrigheden

Beskrivelse

Nicholls har skrevet to bestseller-romaner, der endnu ikke er oversat, før denne. Efter dimissionsfesten i Edingburgh, 1988, deler Emma og Dexter seng og taler godt sammen natten lang. Det bliver starten på et venskab, der sættes på mange prøver og en kærlighed, hvor alt står i vejen for en fuldbyrdelse. Emma er fornuftig og selvstændig, mens Dexter får en tv-karriere og lever et meget overfladisk liv. De kan dog ikke undvære hinandens venskab, og hvordan udvikler det sig mon? Vi følger dem frem til 2005 i den ret geniale komposition, at vi følger dem sammen eller hver for sig samme ene dag - 15. juli - hvert eneste år. Det er en meget flot og gribende historie i et smukt sprog og med rigtig meget substans og megen humor. I 2011 skal bogen filmatiseres med Lone Scherfig som instruktør, så når den ikke reserveringstoppene inden, vil det sikkert ske næste år

Sammenligning

Bogen minder mig mest om film som Til ægteskabet os skiller og Fire bryllupper og en begravelse, men med meget mere substans

Samlet konklusion

En smuk, gribende, sjov og dybt alvorlig roman med meget stort udlånspotentiale