Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Danske krimiers læserskare er efterhånden blevet rigtig stor, og denne bog vil tiltale den del af skaren, som holder af en kvindelig hovedperson

Beskrivelse

I 2009 debuterede journalisten Julie Hastrup med En torn i øjet. I Det blinde punkt følger vi igen drabsefterforskeren Rebekka Holm, som i mellemtiden har skiftet job fra rejseholdet til drabsafdelingen ved Københavns politi, hvor hun efterforsker en serie-voldtægtsmand. Hun tages imidlertid af sagen, da en kendt socialrådgiver findes myrdet på Kastellet. Rebekka og hendes nye partner Reza Aghajan må lede hos kolleger, indvandrere, familien og i fortiden, inden morderen findes. Imens efterforskes voldtægtssagerne i samarbejde med svensk politi, som har sager med samme DNA-spor. Privat kæmper Rebekka med at forene kærlighed og karriere. Forfatteren sætter igen fokus på kvindelige ofre og de valg, de tager i relation til mænd. Det blinde punkt har mere fokus på drabssagen end forgængeren, da Rebekka denne gang ikke er personligt involveret. Bøgerne kan læses uafhængigt, men Rebekkas udvikling følges bedst, hvis man læser bøgerne i rækkefølge

Sammenligning

Der er efterhånden udkommet rigtig mange danske og ikke mindst nordiske krimier med en kvindelig hovedperson fx Sara Blædels serie om Louise Rick og Anne Holts serie om Hanne Wilhelmsen

Samlet konklusion

En rigtig god krimi med en god spændingskurve og et plot, som ikke lige er til at regne ud. Et godt bud på en ny dansk krimiserie med Rebekka Holm i hovedrollen