Lektørudtalelse

Forfatter: Camilla Sejerøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fattigrøvens kogebøger er velkendte, og denne lægger sig fint i forlængelse af de andre. Den henvender sig til alle, der ikke har den store tegnebog fremme hver gang, der skal laves mad, og som ikke går så meget op i billeder og layout

Beskrivelse

Rolf Lund har skrevet mange kogebøger til fattigrøve, både til dem der skal tabe sig og til dem, der vil jorden rundt - ude i køkkenet. Denne holder stilen, og er layoutet som de øvrige, dvs. næsten ikke, og uden billeder. Opskrifterne er absolut brugbare, og enkle at gå til. Sproget er uhøjtideligt og dagligdags uden at være pjattet. Emneopdelt indholdsfortegnelse (fx. brød, forretter osv.) samt register med både retternes navne og ingredienser. Nydeligt

Sammenligning

Der er ikke mange kogebøger, der er så uprætentiøse som denne - ingen billeder, ingen selvros og ingen smarte nye ting. Lige ud ad landevejen. Her er virkelig tale om hverdagskost

Samlet konklusion

Bogens enkle udstyr passer meget fint med opskrifternes enkelthed, men er nok ikke et godt salgsargument. Ikke desto mindre er emnet jo aktuelt, og med en smule formidling skulle den godt kunne finde anvendelse i de danske fattigrøves køkkener