Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne eventyrpastiche kan bruges sammen med børn fra 5 år til underholdning og dialog om eventyr, også til brug i tidligste indskoling til emnearbejde om eventyr og arketyper i eventyr

Beskrivelse

Denne billedbog er på den ene side boblende og morsom, men på den anden side også lige til kanten af det manierede. Kønsroller og begreber som helte udfordres i mild grad. Billedstilen er vild, som historiens trang til at vende tingene på hovedet. Billedstilen veksler fra det surreelle til karikaturagtige, og der bruges heldækkende farver, der fx ikke har noget problem med at blande lyseblå og brun. Bogen er tekstrig, med en synsvinkel der følger prinsesse Annabel, som skifter navn til Anna, da hendes far kun efterlader hende et halvt kongerige. Eventyrelementer fra Brødrene Grimm bl.a. Snehvide, frøer der skal kysses og H.C. Andersen Prinsessen på ærten er fikspunkterne, vi som læsere kan holde fast i, alt andet udfordres lystigt, og pointen udfordrer eventyrets verden ved at sammenligne med dukketeater

Sammenligning

Jeg synes umiddelbart ikke, bogen ligner noget andet, altså bortset fra de mange kendte eventyr den refererer til. Bogen har lidt mere på hjerte end fx Prinsessen og fjærten og Kiddes mange ækle eventyr og parodier på Grimm og H.C. Andersen, men kræver også en god formidler, der kan hjælpe historien ud

Samlet konklusion

En usædvanlig og overraskende eventyrpastiche der fint og nutidigt udfordrer nogle af eventyrenes grundelementer. Anvendelig til både underholdning og undervisning