Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Emdal

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til læsere af samtidsnoveller, og den kan læses af både mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Den kan også fint formidles til Lisbeth Bruns romanlæsere

Beskrivelse

Lisbeth Brun er født i 1963 i Hobro og uddannet Rudolf Steiner-lærer. Hun har tidligere modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og er nu bosat i Schweiz. Bogen består af 15 noveller, der med stille humor og klart blik for tilværelsens mere bizarre sider skildrer temaer, episoder og hændelser i helt almindelige menneskers liv. Novellerne foregår dels i Danmark og dels i Norge. Sproget er knapt, men meget præcist. I alle novellerne ligger der hemmeligheder og lurer mellem linjerne, og man når aldrig helt frem til afsløringen. Der er altid overladt noget til ens egen fantasi

Sammenligning

Forfatteren har tidligere udgivet 5 romaner, men dette er hendes første novellesamling

Samlet konklusion

Lisbeth Brun er som sædvanlig en rigtig god fortæller, og hun kan virkelig sit håndværk. Man lever sig helt fantastisk ind i de enkelte menneskeskæbner, og selv om det er den triste hverdag, der skildres, så bliver det aldrig kedeligt. Nedenunder tristheden lurer der en stille humor. Absolut en novellesamling, der kan anbefales