Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Indbydende forside signalerer romantisk, gammeldags, ildevarslende dramatik. Bogen henvender sig til romanlæsere, der holder af gotiske fortællinger, som vi kender fra Blixen, V. Holt og Daphne du Maurier. Her super velskrevet, let pastiche-agtig og gedigent underholdende

Beskrivelse

Moderne, gotisk gyser af den velskrivende L.C.S., der som cand. mag. i litteraturvidenskab selv har speciale i genren. Historien rækker bagud til 1800-tallet og udspiller sig i 1940'erne. Nella er datter af en berømt forfatter og rejser sammen med en ven/elsker til barndomshjemmet, godset Liljenholm. Vennen viser sig at være en kvindelig forfatter i herretøj, og sammen finder de frem til et usandsynligt spind af familiehemmeligheder og løgne, hvor den ene uhyggelige overraskelse efter den anden dukker op. Der er det hele: spøgerier, pikante kærlighedsforhold, mystiske dødsfald, skjulte dagbøger. En yderst kompetent og fascinerende roman med mange referencer til den genre, den udspringer af

Sammenligning

Jane Eyre og Rebecca er klassikere, som denne roman både minder om og refererer til. Jeg kom også til at tænke på Diane Setterfields Den trettende fortælling (07/13)

Samlet konklusion

En gammeldags gotisk gyser, der skiller sig markant ud fra det aktuelle danske romanmarked. L.C. Skovs stærkt underholdende bud på en klassisk skrækromantisk fortælling har pastiche-agtige træk, et herligt ildevarslende omslag og lægger sig smukt i bunken med klassikere som du Mauriers Rebecca og C. Brontës Jane Eyre