Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til alle der professionelt indgår i samarbejdsrelationer. Mest oplagt er bogen inden for lærer- og pædagogområdet, men også andre kan ved at "oversætte" bogens case-materiale have glæde af bogen - såvel i uddannelses- som i praksissammenhænge

Beskrivelse

Bogens indledning og afslutning betoner det vigtige i, at professionelle er bevidste om betydningen af at kunne håndtere relationer. Første del af bogen sætter kommunikationsbegrebet og kommunikationssituationer på plads, hvorefter begrebet ændring analyseres og defineres. Bogens tredje og længste afsnit beskriver proces- og mødestyringskompetencer og behandler begreberne: betydningsfællesskaber, domæner og samtaler. Til sidst ses der nærmere på, hvilke elementer der fremmer og hæmmer hensigtsmæssig kommunikation. Bogen er funderet på et solidt teoretisk grundlag, hvilket fremgår af en forholdsvis omfattende litteraturliste, men den er også meget konkret, og gennem hele bogen anvendes case-formen til at anskueliggøre stoffet. Diagrammer, skemaer og lister er også med til at gøre stoffet overskueligt. Det afsluttende stikordsregister, som gerne måtte have været mere omfattende, gør bogen anvendelig som opslagsbog

Sammenligning

Emnet har bl.a. været behandlet i Pædagogisk relationskompetence : fra lydighed til ansvarlighed, 2004, og i de to antologier Klasseledelse : magtkampe i praksis, pædagogik og politik, 2008, og Fantastiske forbindelser, 2006

Samlet konklusion

En engageret, konkret og velfunderet fremstilling af et vigtigt emne i alle samarbejdskulturer