Lektørudtalelse

Forfatter: Ingrid Martlev

Anvendelse/målgruppe/niveau

Tredje del af serien Knivens magi er beregnet til selvlæsning for 9-11 år, måske især drenge, der godt kan lide historiske bøger

Beskrivelse

Lukas har endnu ikke fået gennemført sin mission med at hjælpe slavedrengen Tom ombord på sukkerskibet, så han kan komme tilbage til sin mor på Sankt Croix. Han må derfor endnu en gang stikke Toms kniv i akacietræet, så han kan blive ført tilbage til 1700-tallets Roskilde. Bødlens helbred er blevet dårligere. Tom og Lukas må gå til kirken og aflevere alle bødlens sammensparede penge, for at nogle munke kan uddrive djævelen af bødlens krop, så han kan få en ordentlig begravelse, når han dør. Det lykkes Lukas at få Tom ombord på sukkerskibet, så han kan komme til København, hvorfra han skal videre. Og Lukas får lov til at beholde Toms kniv, der skaffer ham frem og tilbage i tiden. Mon det betyder, at der kommer flere bøger i serien? Bøgerne er lette at læse med stor skrift og læsepædagogisk tilrettelagt. De mørke dystre illustrationer understreger stemningen i bøgerne. Tekst og illustrationer følges ikke helt ad i denne bog

Sammenligning

Der er udgivet mange bøger for målgruppen om børn, der bevæger sig tilbage i tiden for at være sammen med jævnaldrende. Denne bog giver en beskrivelse af Roskilde i 1700-tallet

Samlet konklusion

Det er ikke den store spænding, men de tre bøger tilsammen udgør en helhed, der giver en god læseoplevelse. En lille smule nutid med lidt kærlighed og den dunkle fortid, hvor drenge slås, og hvor nutidens viden og teknik kan hjælpe i datidens overtro