Lektørudtalelse

Forfatter: Katja Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til læsere der ønsker at reflektere over begrebet høflighed

Beskrivelse

Journalist, Peter Olesen, har tidligere afholdt foredrag om høflighed. Foredrag som ligger til grund for denne bog. Peter Olesen ønsker at skabe debat og diskussion omkring danskernes omgang med hinanden. Hvor vi før i tiden var ekstremt høflige, er vi nu det stik modsatte. Med afsæt i egne oplevelser fortæller forfatteren om hvor dårlig servicen er på restauranter og i butikker. Forfatteren kommer desuden omkring tonen i rap musik, e-mails og danskernes brug af mobiltelefoner. Peter Olesen serverer sine holdninger med en vis portion humor, men alligevel bør nærværende bog læses i små bidder - ellers fremstår den lidt for negativ

Sammenligning

Der findes andre bøger om takt og tone, men denne bogs force ligger i det debatskabende element

Samlet konklusion

En debatbog om høflighed. Med bud på hvordan vi kan starte med at smile til omverdenen - og højest sandsynligt får et smil tilbage. Læst i små bidder vil jeg give forfatteren ret et langt stykke hen ad vejen; vi danskere kunne godt være mere høflige