Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Værket henvender sig til alle, der interesserer sig for de store forfatterskaber i verdenslitteraturen

Beskrivelse

Émile Zola er en af sin tids mest betydningsfulde litterære skikkelser. Hans hovedværk, den store romanrække om Les Rougon-Macquart, rummer blandt svagere romaner hovedværker som Faldgruben, 1878, Nana, 1880, Germinal, 1885, og Menneskedyret, 1890. Den nu afdøde forfatter Eric Danielsen beskriver i kronologisk sammenhæng Zolas liv og værk. Zola præsenterer sig selv som naturalist, men Danielsen viser, hvordan hans kunstneriske manifester kan modsiges af hans digteriske praksis. Det er en klar fremstilling af såvel forfatter som værk med gode analyser undervejs. Og et sikkert blik for storheden i forfatterskabet. Zolas indsats i den såkaldte Dreyfus-affære, et justitsmord med rod i antisemitismen, placerede ham solidt i verdensopinionen - men kostede ham måske livet, som Danielsen diskuterer det afslutningsvis. Enkelte ill. Litteraturliste med bl.a. oversigt over oversættelser til dansk. En meget velskrevet og levende letlæst indføring

Sammenligning

Eric Danielsen har tidligere udsendt lignende værker, fx Guldets satan (om Balzac), 1995, Den gådefulde Stendhal, 1999, og Flaubert - desillusionens mester, 2005, og værket om Zola er anvendeligt som disse

Samlet konklusion

En fremragende introduktion til et stort og banebrydende forfatterskab, der hermed - endelig - får en moderne dansk præsentation