Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Danske femikrimier er der et stort publikum til, og her debuterer Julie Hastrup med en lovende krimi, der vil gå lige ind hos alle fans af især Sara Blædel

Beskrivelse

Rebekka Holm er 35, single og ansat ved Rigspolitiets Rejsehold som efterforsker. Hun bliver sendt til barndomsbyen Ringkøbing for at assistere det lokale politi med opklaringen af et brutalt mord på en ung kvinde. Mange modsatrettede spor fører Rebekka og hendes makker, den sympatiske lokale politimand Michael, rundt i forskellige miljøer. Bag de pæne facader kunne ikke så få personer have noget i klemme i forhold til den myrdede kvinde, men er der også en forbindelse til et lignende mord for 20 år siden? Sideløbende med opklaringsarbejdet kæmper Rebekka med indre dæmoner, som har holdt hende væk fra Ringkøbing, siden hun blev student. En torn i øjet er en lovende krimidebut, om end sproget kunne strammes lidt op. Den er elementært spændende og miljø- og personskildringerne stort set overbevisende (men her i det vestjyske er der kun få byer tilbage med døgnåben politistation og et sygehus med det hele)

Sammenligning

Julie Hastrup (f. 1968) er uddannet journalist og debuterer med denne krimi, og der er indtil videre planlagt tre bind i serien med Rebekka Holm. "Gefundenes Fressen" for de mange læsere af fx Sara Blædel og Elsebeth Egholm

Samlet konklusion

Lovende dansk krimidebut af en journalistuddannet forfatter, der kan sin Sara Blædel. God og spændende underholdning for de mange læsere af femikrimier, og flere bind skulle være på vej