Lektørudtalelse

Forfatter: Tove Delica

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bog nr. 3 i serien om den 12-årige Klara, hendes hest og hendes familie. Hestepiger fra 10 år vil kunne nyde at følge med i Klaras liv og identificere sig med hende. Den lidt gammeldags forside med Klara og hendes hest skal nok sælge bogen

Beskrivelse

Klara er en helt almindelig pige, hvis store interesse er heste. Her er drømmen gået i opfyldelse, og hun er blevet ejer af Star. Det er en vild, lidt skravlet pony, men den er billig, og den er hendes. Klara slider med at opbygge et fortroligt forhold til hesten, men det er ikke nemt, og så savner hun stadig Sigge, den hest hun tidligere har redet. Samtidig med genvordighederne med Star, er der også familieproblemer, idet forældrene er skilt, og hun skal navigere mellem sin mor og faderens nye familie. Alt er fortalt lige ud af landevejen i jeg-form, i et let sprog og med stor viden om heste og pigers psykologi

Sammenligning

Bøgerne om Klara er helt traditionelle heste- og pigebøger som fx Lin Hallbergs bøger om heste og de gode gamle Britta og Silver-bøger

Samlet konklusion

God, hyggelig og lidt kedelig historie, der er meget anvendelig til de altid sultne piger med hesteinteresse. Vægtningen er ligelig mellem Klaras hesteinteresse og hendes følelser og konflikter i øvrigt