Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bred målgruppe af spændingslæsere. Mankell har en fast stor læserskare, og denne nye internationale thriller har kvalitet til at lokke også de som stædigt insisterer på, at Mankell alene er bedst når han skriver om Kurt Wallander

Beskrivelse

Ikke mindre end 19 døde er der blodige scenario for Mankells spændende nye moppedreng af en gedigen page-turner. I en lille hensygnende svensk landsby er næsten alt liv udslettet. Og det på en utrolig bestialsk måde. Her er afskårne lemmer, torsoer og hoveder, og hvis den brutale nedslagtning af 18 gamle mennesker og en ung dreng ikke er uforståelig og ondskabsfuld nok, må også de dødes kæledyr blodigt lade livet. Nok anser jeg mig ikke for en kylling, når det gælder beskrivelser af blodige "crime-scenes", men denne er en af de værste jeg endnu har læst om. Det viser sig snart, at de myrdede er i slægt, og da den midaldrende dommer Birgitte Roslin, i ungdommen idealistisk maoist, nu i livskrise på sygeorlov med dårlige blodværdier og for højt blodtryk, erfarer, at hun på en måde er i samme slægt, starter hun sideløbende med politiet sin egen jagt på den mystiske kinesiske hævner bag alle myrderierne En fascinerende fortælling om en hævn næret gennem slægtled måske med historisk og verdenspolitisk rækkevidde

Sammenligning

Mankell er blandt de bedst skrivende nordiske forfattere af spændingsbøger, og han cementerer her sin status

Samlet konklusion

Fremragende international thriller, der fængsler fra første side til den overraskende slutning