Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Anvendelse/målgruppe/niveau

For alle der kan lide en køn lille stemningsfuld roman, én der ikke skubber voldsomt til læserens sindsro, men giver en god læseoplevelse

Beskrivelse

Forfatteren udgiver flest børnebøger, dejligt eventyrlige historier, men skriver også romaner for voksne, fx den roste debut Prioritaire og historien fra Damaskus: Der hvor månen ligger ned. Som i de forrige drejer det sig i denne nyeste om forelskelse og passion. Vi følger nogle par, de er gift, men oplever alligevel den angiveligt altfortærende lidenskab med andre, historierne flettes sammen, og billederne skifter. Det er som at følge en indtagende novellefilm, en film fyldt til bristepunktet med fransk atmosfære. Om det så er forsiden, er den en fantasi over en Dubonnet-reklame. Den passion, figurerne skulle føle for hinanden, gjorde under læsningen ikke uudsletteligt indtryk på mig, men jeg nød meget at gå i de parisiske gader sammen med Sabatine, Toque og alle de andre. Og overveje, hvordan de dog skulle få sig kringlet ud af deres utroskabsroderi. Iselin Hermanns sprog er det jo altid en fornøjelse at beskæftige sig med, det er ubesværet, ekstremt billedskabende, og figurerne er både morsomme og levende

Sammenligning

Bogens stemning fremkaldte en erindring om Francoise Sagan, dog med knapt så meget melankoli

Samlet konklusion

Ikke de hede følelser, men en fascinerende og velfortalt og som forfatteren siger: ikke en kærligheds- men forelskelseshistorie