Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Anvendelse/målgruppe/niveau

En samling lyriske tekster der er udgivet i tilknytning til filmen One shot, som er instrueret af Linda Wendel og som har premiere i foråret 2008. Digtsamlingen kan læses uafhængig af filmen

Beskrivelse

I en lang dialog mellem mor og datter beskrives et dramatisk opgør, hvor jeg-fortælleren, Sally, som den voksne datter, anklager moderen for svigt af sit barn for at kunne pleje sine egne seksuelle behov. Sally vil nu vide, hvem der er hendes far og dette bliver afsløret på en dramatisk måde, da datteren tager sin enlige mor og dennes elsker på sengen. Moderen og datterens manglende relationer og følelser for hinanden afsløres gennem kontante og præcise sætninger, som fx da datteren tænker om moderen: "Hun ser på mig som hun ser på en hun mener/hun kan huske". Historien fortælles gennem dialoger, datterens overvejelser og barndomserindringer. Indsat heri er gengivelser af datterens telefoniske seksuelle ydelser, som hun yder i selvhad og selvdestruktion og som en provokation overfor moderen

Sammenligning

Denne digtsamling ligner i sin afslørende realisme L.W.'s debutdigte Diskodigte fra 1980. Kan sammenlignes med Naja Marie Aidts digtsamling Poesibog fra 2008, der også handler om svigt af børn

Samlet konklusion

Digtsamlingen giver en realistisk og kynisk beskrivelse af nogle ulykkelige personer. Derigennem vises en barsk og afslørende beretning om store følelsesmæssige og familiemæssige problemer