Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Yngre kvinder, der kæmper med moderrollen, kærlighedsmyten og den manglende ligestilling i parforholdet og på arbejdspladsen, vil kunne spejle sig i romanens hovedperson

Beskrivelse

Bitter og udmattet af mangel på søvn flygter 30-årige Sara til Tenerife en uge for at komme lidt på afstand af sit ægteskab og den svære moderrolle. Undervejs søger hun trøst i Erica Jongs feministiske romaner, selv om tiden ikke længere er som i de glade og frie 1970'ere. Hendes iagttagelser af ægteparrene på hotellet bekræfter hendes indtryk af parforholdets problemer. Hun ser tilbage på sit liv, forældrenes dårlige ægteskab, sine problemer på arbejdsmarkedet i forhold til mandlige kolleger og ikke mindst sit ægteskab, hvor det fælles barn accentuerer den manglende ligestilling. Forfatteren giver et rammende indtryk af Saras kaotiske og ambivalente følelser, og den personlige tone giver en fornemmelse af, at romanen måske indeholder selvbiografiske træk. Undertiden bliver de kønspolitiske betragtninger dog så dominerende, at romanformen har svært ved at bære det

Sammenligning

Denne specielle romantype, hvor hovedpersonen er talerør for feministiske synspunkter, bringer netop tanken hen på forfattere som Erica Jong, Saras yndlingsforfatter

Samlet konklusion

En feministisk roman, der belyser væsentlige problemstillinger med parforhold, forældreskab og kønnenes ligestilling på en måde, som især vil tiltrække yngre kvinder