Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er velegnet til oplæsning for børn fra 7 år, men også til selvlæsning af børn fra 12 år i skole og derhjemme. Bogen byder også ind med at fylde nogle af "hullerne" i sagnene, og relevant til undervisningsbrug. Mange voksne vil også nyde denne genfortælling

Beskrivelse

Bent Haller er kendt for sine fine og personlige genfortællinger af heltesagn og myter, som fx Iliaden, og denne er ingen undtagelse. Hallers sprog er moderne med klare spor tilbage til gode gamle vendinger, og der er mange pudsige og direkte sjove elementer i sproget. Vølvens vinkel er spændende, og Hallers interesse for detaljen overfor det store, sammenhængen fungerer godt. Den sære ko, Audhumla, får her sin oprindelseshistorie forklaret, og det er pudsigt, og den lille historie om hvem der sørgede for, at Odin kunne tage Hugin og Munin som sine udvalgte og tro allierede, forklares også. God stemningsfuld forside båret af gyldne røde og orange glødende farver. God bagsidetekst

Sammenligning

På grund af emnet, fortællingens vinkel og genfortællingens store dramatiske kvaliteter, har denne udgave en meget bred appel, og kvaliteten følger her med bredden. I forhold til og lidt i modsætning til Lars Henrik Olsens serie, der startede med Erik Menneskesøn, vil denne også tiltale piger i ligeså høj grad

Samlet konklusion

Et godt bud til læsning for børn fra 7 år, og af børn, unge og voksne fra 12 år. Vellykket og fin vinkel på den nordiske mytologi i fin genfortalt version, også til undervisningsbrug