Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne beretning om en smuk, gådefuld kvinde og hendes kranke skæbne er for alle, der interesserer sig for 2. verdenskrig og besættelsestiden og de involverede personer

Beskrivelse

Jane Horney-sagen er stadig godt stof. Denne bog er på baggrund af nyt historisk kildemateriale en nyredigering og delvis omskrivning af journalisten Erik Nørgaards bog om J.H. fra 1987. Han giver et godt indtryk af den eventyrlystne, frigjorte kvinde med de mange affærer og følger hendes færden med kontakt til mange mennesker, især mænd, i Sverige, Danmark og Tyskland. På baggrund af samtaler med flere implicerede og et righoldigt kildemateriale, som der citeres flittigt fra, belyses J.H.'s rolle i krigen. Det nye kildemateriale har ikke åbenbaret den endelige sandhed om J.H., men E.N. påviser så mange selvmodsigelser og direkte løgne i kilderne, at det forekommer sandsynligt, at den danske modstandsbevægelses likvidering af hende skete på et spinkelt grundlag

Sammenligning

Selv om bogen med sin brug af nyligt frigivet kildemateriale er en væsentlig opdatering af udgaven fra 1987, overflødiggør den ikke den gamle udgave, der stadig er værdifuld pga. det omfattende kildemateriale vedlagt i sin helhed som bilag

Samlet konklusion

En spændende, velunderbygget bog, rig på detaljer, der er kommet et stykke vej med at indkredse den sagnomspundne Jane Horneys rolle i 2. verdenskrig og besættelsestiden. Henvender sig bredt til alle med interesse for perioden og for dens kontroversielle personligheder