Lektørudtalelse

Forfatter: Finn Windfeldt Hansen

Thorkild Hansens (1927-89) Jens Munk placerer sig indenfor den historisk-biografiske del af et stort forfatterskab. Jens Munk er at finde på linje med skikkelser som Carsten Niebuhr, Peter von Scholten og Knut Hamsun. Nærværende titel udkom i 1965, og nu foreligger 5. udgave. Jens Munk, søkaptajn, søn af den styrtede adelsmand Erik Munk, får til opgave af Christian 4., en anden individualist, at finde Nordvestpassagen, søvejen til Kina nord om Amerika. I 1619 unægtelig lidt af en opgave der da også giver anledning til trængsler nærmest hinsides al menneskelig formåen og udholdenhed. Indenfor dette set-up tegnes et psykologisk facetteret portræt af en i danmarkshistorien ellers glemt helteskikkelse, der hele tiden må agere på trods. På trods af faderens skæbne, på trods af omgivelsernes holdning, naturens kræfter og anden ugunst. Det er hele tiden "en sejlads mod strømmen", et tema der kan genfindes andre steder hos TH. Også en titel, der indeholder med facetterede skildringer af tidens (kultur)historiske eks- og interiører, præsenteret tilpas sprogligt arkaiseret efter biografiens kontekst og formkrav i øvrigt. TH demonstrerede både her og siden, at han mestrede den historisk-biografiske genre med dens nuancerede krav til personskildring og -psykologi Jens Munk, nu læst for anden gang 42 år efter, tegner stadig som en titel, der er bibliotekerne vedkommende!