Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Uforpligtende underholdning for utålmodige drengelæsere fra 9-års alderen, som man kan "sælge" bogen til ved at slå på action fra første til sidste side

Beskrivelse

Opskriften på denne bog er den klassiske med fem børn, som opklarer mystiske og uhyggelige hændelser. De er godt hjulpne af den enes farfar, som inden han kom på plejehjem, var spøgelsesjæger. Hans hemmelige kælderrum indeholder lige præcist det, en flok unger kan få brug for, når en mumie vækkes til live af en ondsindet ægyptisk plejehjemsbeboer. Ægyptens syv plager nedkaldes over hjemmet, og farfar forvandles til en skarabæ. Kun ved hans hjælp og sære forbandelser lykkes det at nedkæmpe de onde kræfter. Bogen er let at læse med små kapitler og korte sætninger, et friskt sprog og en lidt mangaagtigforside. Forfatteren er kendt for romaner for voksne

Sammenligning

Bogen er femte del af en serie. Den er en lettere tilgængelig version af de mange andre i kategorien "børn opklarer forbrydelser"

Samlet konklusion

Bortset fra lidt afstikkere til en almindelig hverdag med skole, fester og småforelskelse, ligger vægten på handling og underholdning i den uhyggelige ende, uden at det bliver ulideligt spændende. Indimellem mangler der lidt logik og forklaringer, men det er målgruppen sikkert ganske ligeglade med. De får en let og hurtigt læst bog med gys og gru, som ikke er mere uhyggelig, end at de kan sove om natten