Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Hjøllund

Haiku-digtformen oplever i disse år en renæssance, og hvis man ønsker at komme tilbage til kilderne, har man muligheden i dette udvalg af én af de "fire store" i japansk haikudigtning Kobayashi Issa, 1763-1827. Det sidste led i forfatterens navn kan oversættes med "en kop te", som han selv præciserede stod for "den luftboble, der stiger op i en kop te og øjeblikkelig forsvinder igen". Betoningen af øjeblikket og det flygtige er samtidig en meget præcis karakteristik af grundtonen og "stemmen" i digtene. De blomstrende kirsebærtræer, såvel som det myldrende mikroliv af mus, lopper og ildfluer, sætter jegets egen skrøbelighed og forgængelighed i skarp relief: "Sommerfuglen flyver forbi/Mærker på min krop/tidernes støv". Samtidig er denne næsten stoiske virkelighedsaccept også udtyk for oplevelsen af dyb kosmisk sammenhæng som er kernen i buddhistisk tro. Ifølge oversætterens efterskrift var KI's liv præget af modgang og personlige sorger, men hans digte er ikke desto mindre renset for sentimentalitet og formår i enkle, men betydningsmæssigt komplekse billeder, at koble det konkrete og det eksistentielle: "En dugdråbeverden/og selv i dugdråben/strid". Arne Herløv Petersen har i sin oversættelse valgt ikke konsekvent at overholde haikuens strenge formskema med 5-7-5 stavelser, og resultatet er blevet en samling kunstnerisk vellykkede og velklingende haikudigte - på dansk